Flyvende fortæller byder på nærvær og fællesskab
I stuen begynder deltagerne stille og roligt at stimle ind. Det er mandag formiddag på et plejehjem i Aarhus. Marlena byder velkommen, hilser på, spørger til navne, hyggesnakker og hjælper deltagerne med at finde sig til rette i rummet. Kjolen er grøn, som foråret der springer ud, og smilet er varmt som solen. Om lidt starter oplevelsen.
Marlena Porat er flyvende oplevelsesmedarbejder på 53 plejehjem fordelt i Aarhus kommune. Det har hun været i knap 10 år, og i løbet af årene har hun lavet utallige fortælle-arrangementer for plejehjemsbeboerne. I starten fortalte hun kendte historier, fx H.C. Andersens eventyr, Karen Blixen og folkeeventyr, men med tiden har det ændret sig, og nu fortæller hun mest historier, hun selv har skabt. De tager ofte udgangspunkt i hverdagsbegivenheder og handler om mødet mellem mennesker. Et eksempel er historien om slagteren Benny, der bliver meget optaget af Yvonne, som har vegetarstedet ovre på den anden side af vejen. Eller fortællingen om enken, der anskaffer sig en hund. Ikke fordi hun kan lide hunde, men fordi hun oplever, at hundeejere nemt kommer i snak med hinanden. Det var den historie, der var på programmet på det plejehjem, jeg besøgte.
Som opvarmning sang vi to fællessange fra et sanghæfte fyldt med gamle kendinge, som "Du er min øjesten", "Så længe jeg lever" og "Lille sommerfugl". Mens der blev sunget, tog Marlena kontakt til deltagerne ved at skabe øjenkontakt og give hænderne et lille klem.
Derefter var det fortælle-tid. Historien tog omkring 10-15 minutter, og efterfølgende var der god tid til at spørge deltagerne om emnet. Havde de haft hund? Eller måske et andet dyr? Der kom forskellige småhistorier frem, og nogle svarede kort ja eller nej. Marlena havde også medbragt en anekdote om sin søns forestående konfirmation, og dét emne satte gang i minderne hos alle deltagere. Der blev delt historier om utilfredshed med konfirmationskjoler, om en lillesøster, der drak sjatter, om blå mandag på konditori og om højt opsat hår. Alle fik mulighed for at byde ind med noget. Nogle skulle bruge ekstra tid, før svaret kom, og andre måtte hjælpes lidt på vej med ordene. Marlena tog sig den nødvendige tid og blev hos hver person, indtil de havde udtrykt det, de ville. Minderne fra min egen konfirmation dukkede også op. Jeg oplevede det som både rart og meningsfyldt at genbesøge og dele denne lille bid af mit liv med gruppen. At genkalde et minde fra sit liv og dele det med andre styrker identitetsfølelsen, hvilket er specielt vigtigt for mennesker med demens, som ofte oplever at have mistet noget af deres selvfølelse.
80% af beboerne på plejehjem i Danmark har en form for demens; en sygdom kendetegnet ved kognitive udfordringer som hukommelsesbesvær, sproglige problemer og desorientering. Så hvordan påvirker fortælling denne målgruppe? Marlena fortæller, at trods de kognitive udfordringer, så sker der noget helt specielt for beboerne, når de lytter til fortællinger. Der kommer både tårer og smil samt en masse fortællinger fra de mange levede liv. Den mundtlige fortælling sætter gang i fantasi og minder, og rører dermed ved noget indeni lytterne. Samtidig binder Marlena fortællingerne op omkring nærvær og fællesskab, så selvom ikke alle plejehjemsbeboerne får hele fortællingen med, er de alle med i det sociale fællesskab, som fortælleoplevelsen skaber.
Undersøgelser har vist, at plejehjemsbeboere er blandt de mest udsatte for ensomhed. At deltage i aktiviteter kan afhjælpe ensomhedsfølelsen og har afgørende betydning for den mentale sundhed. Dog viser forskningen også, at deltagelse i en aktivitet ikke i sig selv er nok til at bekæmpe ensomhed. Det er afgørende, at aktiviteten skaber en ramme for fællesskab, samvær og nærvær. Fortælleoplevelsen har netop disse elementer i fokus, og Marlena mestrer aktiviteten så smidigt som en ballerina, der udfører piruetter så let som ingenting. Men bagved letheden ligger mange års træning og finpudsning både i fortælling og i kunsten at skabe et rum, der giver plads til, at deltagerne bliver set, hørt, rørt og føler sig som en del af et fællesskab. Understøttelsen af dette trygge rum ligger i de små detaljer, som når Marlena hilser på, skaber øjenkontakt og kommer fysisk tæt på deltagerne ved fx at tage fat i en hånd. Eller at hun kalder deltagerne ved navn, når hun bevæger sig rundt i gruppen, så de kan give deres besyv med om emner relateret til fortællingen. At hun giver tid og plads til, at deltagerne får mulighed for at dele noget med os andre, har stor betydning. Som afslutning rundes af med, at alle holder hinanden i hænderne og synger "Skuld gammel venskab rejn forgo". Samlet set bidrager alle de små elementer til, at oplevelsen bliver vellykket og meningsfyldt for deltagerne. Givetvis gør den også hverdagen lidt sjovere og en smule mindre ensom for mange af beboerne på plejehjemmet.
Med udsigt til nye fortælleoplevelser flyver Marlena fortsat rundt til de heldige plejehjemsbeboere i Aarhus. Og med hende flyver et håb om, at der med tiden kommer flere fællesskabs- og nærværsskabende fortællere på plejehjem i hele Danmark.
