Stjerner, kameler og fortælling i ørkenen

I januar drev fortællingen mig ud på en rejse til Marokko. Det blev et møde med et spraglet  myldrende Marrakesh afløst af en smuk panoramisk køretur gennem Atlas bjergene og videre helt ud til ørkenens uendelige stilhed. Det var her vi skulle skabe og fortælle historier under stjernehimlens mangfoldighed.

Turen var arrangeret af den engelske fortæller og traditionsbærer Shonaleigh. Shonaleigh er en helt unik fortæller og person. Hun er, så vidt vides, den eneste nulevende praktiserende Dryt'syla, som er en kvindelig fortæller fra jødisk kultur. En Dryt'syla vokser op med at lære et kæmpe netværk af sammenhængende fortællinger, som før i tiden blev fortalt i de lokale jødiske samfund, primært for børn og kvinder (som ikke måtte studere i Schule). Historierne er mangfoldige og fulde af rigdom og lærdom. En del af traditionen er at lytterne selv skal bede om at høre en historie. Det foregår således at Dryt'syla'en på forskellige steder i fortællingen siger: "det er en anden historie, til en anden gang". Hvis bare éen i publikum siger: "jeg vil gerne høre den historie", så skal den fortælles.  Shonaleigh har lært sine fortællinger direkte af sin mormor og startede læreprocessen da hun var 4 år gammel. Ingen af historierne var skrevet ned, så al læring og lagring er sket fra mund til øre, samt via et praktisk indlæringssystem, som Shonaleigh kalder 'the drash'. I traditionen er der mere end 3000 fortællinger (svært præcist at vide, idet historierne ikke er nedfældet), som Shonaleigh bærer i sig og ofte fortæller over flere dage. Læs mere om Shonaleigh og traditionen her: Shonaleigh     

Nå, tilbage til Marokko-turen. Vi var i alt 6 deltagere, to fra Belgium, to fra England, en fra USA og en fra Danmark (mig), som havde fået besked på at være ved Café de France i Marrakesh kl. 9 lørdag morgen d. 25. januar 2025. Der mødte vi Shonaleigh og hendes mand, Simon, samt vores to rejseledere; Abdol og Kathrine.  Fra Marrakesh kørte vi i minibus først til byen Ouarzazade, også kaldt 'porten til ørkenen'. Efter besøg på en kasbah (en historisk borg) og en shoppetur efter argan olie, kørte vi videre mod vores destination: oasebyen M'hamid el ghizlane; bogstaveligt talt byen ved vejens ende og den allersidste by helt ude ved kanten af Sahara. Her skulle vi bo og fordybe os i at skabe nye fortællinger. 

Vi boede i Camp Sahara, som har indgang ved det store træ på billedet. Her bor Kathrine og Abdol samtidig med at de driver et Bed and Breakfast og arrangerer diverse ture i området inklusiv kameltreks i ørkenen af kortere eller længere varighed. Vi følte os hurtigt hjemme i det farverige hus ikke mindst pga et utroligt værtsskab, hvor Abdol og hans brødre forkælede os med en overflod af lækkerier i form af smukt anrettede måltider og litervis af te, kaffe, vand, og ikke mindst dadler og nødder. Det var et ideelt sted til fordybelse. 

I tre dage arbejdede vi med at skabe fortællinger vha. forskellige drash-øvelser. Drash'en handler om at gøre fortællingen så virkelig som muligt for dig = fortælleren. Øvelserne hjælper dig med at få fortællingen ind i kroppen, så den eksisterer i dig på samme måde som et minde. Når du er i fortællingen, kender du alle stederne, som om du havde været der i virkeligheden. Du ved hvordan et hus er indrettet, du kender vejen fra slottet til skoven, ja, du ved endda hvad hunden ønsker. For at opnå denne detaljerigdom, arbejdes der med at opleve fortællingen fra forskellige perspektiver. Vi lavede bl.a. en øvelse, hvor vi skulle kommunikere og prøve at forstå en ikke-sansende ting, som var blevet lavet med et bestemt formål, fx. en kop eller et vindue. En lignende øvelse lavede vi med et dyr, vi mødte på vores vej rundt i ørkenbyen. Af dén øvelse kom dette haikudigt:

Our mission is clear

All for one and one for all

Together we're strong

Kan du mon gætte hvilket dyr, det handler om?

Vi lavede mange andre øvelser og på tredjedagen havde vi alle en nogenlunde komplet historie med udgangspunkt i et øjeblik fra vores eget liv, som vi ville anerkende med fortællingen. Det var på ingen måde fuldendte historier, men rettere sagt 'work in progress'. Ikke desto mindre, var det netop disse fortællinger, vi skulle dele med hinanden og universet ude i Sahara under åben stjernehimmel. Rejsen derud foregik naturligvis på kamel; dette fascinerende dyr med brede bløde fødder indrettet til at gå på sand og smukke øjne med mange lange vipper. Når man sidder på en kamel, forstår man hvorfor de med deres vuggende gang kaldes for ørkenens skibe.

Overnatningen i ørkenen med fortælling under stjernerne var på sin vis turens klimaks og det var bestemt en uforglemmelig omend en ret så kold oplevelse (det var 3 grader celsius). Men alt-i-alt, når jeg tænker tilbage på turen, så er det ikke den oplevelse, der træder tydeligst frem. Nej, det jeg bærer i mit hjerte er minderne om et smukt land med en utrolig gæstfri befolkning, der har dybe traditioner, som de værner om. Det er minderne om at dele min passion med en gruppe herlige mennekser. Mødet med kamelerne, dansen til live musik i kasbah'en, den smukke og velsmagende mad, og alle de gode grin og historier, som altid følger med, når man er ude på eventyr...  

Hvis du er interesseret i at læse mere om Kathrine og Adbol's fine sted eller måske endda booke en tur til Sahara, så se her: Camp Sahara